Short Poems

Som Dandsens Toner svinde Livets Lykke,
Et Rosen-Blad paa Tidens raske Strøm.
Imorgen Dandsen mindes med dens Psyche,
Men borte er hun, som en deilig Drøm.

Tak for hver Bretlands evig blaa Kjærminde,
Tak for din Orlogs Sang, saa rask og skjøn.
Du bandt en Krands af Tang, som Bølgen grøn,
Og hang paa Vraget, hvorfra Perler rinde.

Hiin sang Dumhedens Gudinde,
Denne, sang sin Skræders Priis.
Verden maa dem Krandse binde,
De for den bandt hver — et Riis.

Digtertræet staaer i Danas Have,
Speiler stolt sig i den sølvblaae Strand,
Liden Fugl fik Sangens bedste Gave,
Tone-Nectar han forstaaer at lave,
Synger Glæde over Danmarks Land.

Den stille Bæk," hvor Rosen gynger
Og speiler sig, Din Lovsang synger;
Hvad Du har sagt saa smukt om den,
Den synger os om Dig igjen.

Du bragte Shakspeares Træ paa Danmarks Scene,
Vi vidste, det var Bretlands Egegrene,
Men dansk var hvert et Blad, hver Fuglestemme,
Det syntes, som det voxet var her hjemme.

Du sang din Ungdoms Lyst,
Din Længsel og din Smerte,
Hver kjendte i Dit Bryst
Sit eget Hjerte.

Du sang om Liremanden — ham Verden gaaer forbi,
Vil han, som Kunstner spille?
O, hør dog paa ham stille!
— Du viste os, at Hjertet var fuldt af Melodie.

Komme hvo som komme vil,
See i hans Lanterne;
Viddet holder Ridderspil
I en Tænker-Hjerne;
Virtuosen skal I faae;
Von og Van som Narre staae,
Selv med Baand og Stjerne

Our little baby fell asleep,
And may not wake again
For days and days, and weeks and weeks;
But then he'll wake again,
And come with his own pretty look,
And kiss Mamma again.