I Orienten Nattergalen
Synger til Rosens Priis.
I Norden, her i Dalen,
Jeg følger den samme Viis.
Skjøn Jomfru rødmer — en Rose fiin! -
Aldrig bliver dog Rosen min.
I Norden, i Kakkelovns-Krogen,
Groe Eventyr deiligt i Bogen,
Men ovre bag Pyrenæernes Muur,
Der voxe de vildt i den hele Natur,
Og er Du selv ung, ret Flamme og Fyr,
Saa brænder du op i et Eventyr!
I Graven gjemmes vor Jordlivs Kjole,
Naar vi gjør Reisen til andre Sole!
Hvor Luther talte og hvor Goethe sang,
I Nabolandet gik din Vuggegænge,
Hvor Bølgen bruser høit om Dannevang,
Dig blomstre Livets Rose frisk og længe!
I dette Jordlivs Forgjængelighed
Der voxer en Urt: Forfængelighed!
Den groer selv hos Barnet, der gaaer i Skole,
Ja, selv i hver Fold af en Præstekjole,
Ja, hvor et Menneske gik eller sad,
Der voxer den op som et Veibredblad.
Even in this good reign, how can I serve?
The lone cloud rather, the Buddhist peace....
Once more, before crossing river and sea,
I face the great Emperor's mountain-tomb.
I know 'tis but a Dream, yet feel more anguish
Than if 'twere Truth. It has been often so:
Must I die under it? Is no one near?
Will no one hear these stifled groans and wake me?
I faint, I perish with my love! I grow
Frail as a cloud whose [splendours] pale
Under the evening's ever-changing glow:
I die like mist upon the gale,
And like a wave under the calm I fail
I have but one rose in the world,
And my one rose stands a-drooping:
Oh, when my single rose is dead
There'll be but thorns for stooping.
402
I pay—in Satin Cash—
You did not state—your price—
A Petal, for a Paragraph
It near as I can guess—
