Skip to main content

Hun sidder ved Arnen,
Og Ilden den flammer,
Det lyder som Jammer,
Naar Luen ta'er fat.
Den Skærsild maa læres:
Før Veddet fortæres,
Vi faar det ej lunt i
Den kommende Nat!

Det knitrer, det knager,
Det stønner, det klager,
De kantbrændte Flager
Fortæres, forgaa;
Men under en Askehob,
Sølvplettet, graa
Der lever en Glød, som
Skal længe bestaa.

Paa Ovnbænkens Hynder
Hun sidder og nynner
En Sang, som begynder
Med flammende Ord;
Den døbtes ved Ilddaab,
I Gløder den faldt,
Den svinger sig op i
En Føniks-Gestalt:

Vort Liv, vort Liv!
I Vellyst undfanget, i Dødssmerter født,
Paa Stier og Veje letsindig forødt,
Opsamlet og værnet med Kunst og med Flid,
Et Fnug gennem Luften, en Tusinddels Tid:
En Døds-Runes Gaade
For Mand og for Viv,
En Rædsel, en Naade -
Vort Liv, vort Liv!

Far hen, far hen,
Du fængende Leg mellem Kvinder og Mænd!
Kun én Gang er Flammen en Alterilds Brand;
Ve vor Forstand,
At ej den kan Loven begribe!
Vi styrer og styrer mod Længslernes Land! -
Hvad blev der til Rest af en Storm over Sand,
Over Hav af en kølfuret Stribe?

Giv tabt, giv tabt!
Du Hjerte, lig Ilden, til Selvoffer skabt:
Lad Manden som Stormvind i Verden uddrage:
Der bliver for Kvinden en Vagtpost tilbage;
Den skal hun holde
I Natten saa vild.
Arne, Du kolde,
Hun tænder din Ild;
Ej som en dødsofret, hvid Vestalinde,
Ikke som Slegfred, og ikke som Viv,
Men en Kvinde,
Der er Moder til Slægternes evige Liv.

Rate this poem
No votes yet
Reviews
No reviews yet.