Stene for mig raabe skal,
Sagde den Eenbaarne;
Saa de giør i Stjerne-Tal,
Med og uden Taarne.


Stod de Alle Dør om Dør,
Kirkerne paa Tue,
Slig en Stor-Stad aldrig før
Skinned under Bue.


Raabde fra hvert Kirke-Taarn
Klokke til sin Grande,
Hørt ei var paa Jord tilforn
Sligt et Hosianne!


Stod den Kirke-Stad paa Jord
Nu end tom og øde,
Klart dog viiste Livets Spor,
Stort i den uddøde!


Derfor end saa høit i Rom,
Ligest Kirke-Staden,
Raaber ud for Christendom
Hver en Steen paa Gaden!


Alle Kirker da paa Jord
Byg i Tanken sammen!
Fyld dem saa med Livets Ord,
Og med Folkets Amen!


Da det ny Jerusalem,
Bygt paa Edens Høie,
Som det Christne Folke-Hjem
Svæver dig for Øie!


Kalk og Steen er Skygge-Værk,
Saa ei Tro og Tanke,
Naar i Aanden, evig stærk,
De sig kiærlig sanke.


Hvad ei synes, er i Aand
Virkelig tilstæde,
Om det sine Rosen-Baand
Hjertet snoer med Glæde.


Saa Man i hver Christen-Favn
Bedst hos fromme Kvinder,
Bygt af Aand i Jesu Navn,
Kirke-Staden finder!