Mod! — Er det ei et Tordenbrag,
Saa dybt sig Usselhed maa bøie?
Det glimter som et Lynildslag,
Og Feighed blinker med sit Øie.

Det skingrer som en klar Trompet,
Der lokker Skarerne til Fanen;
Det raaber høit: er du beredt?
Og Kjækhed fast gaaer frem paa Banen.

Mig har det nu en anden Klang,
Som evigt for min Sands skal lyde.
Den ingen Digters Mestersang
Formaaer at tolke eller tyde.