Skip to main content

Hvad er det, som fra Jorden her,
Saa mægtigt drager mit Begær
Og dybt mit Hjerte saarer?
Den stille Fortid vender sig
I Flugten om og ser paa mig
Igennem Smil og Taarer.

O Vemod, som jeg smelter i!
O mystisk-dybe Sværmeri!
O Graad, som stille flyder!
Ustandselige, sig, er du
Ei Duggen, Tidens Aften nu
Paa Skyggerne udgyder?

Ak! vist en Tid der var engang,
Da Uskyld, Ungdom, Fryd og Sang,
I Jordens Dale böde:
Da var der idel Vaar og Dag,
Henrykkelse og Favnetag
Og Livets Morgenröde.

Paa Sagatavlens sjelne Skaar
End mangt et reddet Træk der staar,
Som om det Svundne taler;
Og i hvert dyrket Gudfantom
I Kunstens indre Helligdom
Den gamle Tid sig maler.

I underjordisk Grottesal,
Hvor ved melodisk Draabefald
De gamle Aander klage,
Den sjunkne Forjords Ligsang end
Jeg hörer, ak! og smelter hen
I Savn af fordums Dage.

Jeg ingen Fred og Lise har,
Thi Alting sukker: ak! det var
Og er ei mer at finde!
Selv Himmelen, med lysblaa Grund
Og Stjerneguld, mig synes kun
En grænselös Kærminde.

Rate this poem
No votes yet
Reviews
No reviews yet.