Hvor mig Kastraterne ynkede,
Da min Røst tog sig Frihed og Lov;
De klagede og de klynkede,
At jeg var altfor grov.

Og strax de begyndte at lokke,
At fløite, pæntforpiint;
Det klang, som man slog paa en Klokke,
Og Trillerne lød saa fiint.

Om Elskovslængsel de hvidskede,
Om Elskov og Elskovsbrunst -
Og Damerne, som var de pidskede,
Græd over saadan en Konst.