Hun gik til Søndagsdandsen,
Hun var saa engleskjøn;
Om Lokken smilte Krandsen
Som Haabets Farve grøn.

Jeg tænkte: Nu slaaer Stunden,
Følg nu kun modig med;
Tag Bladet rask fra Munden,
Og tael om Kjærlighed.

Hun gik, jeg ilte efter,
Bag Busken listed mig;
Jeg løb af alle Kræfter;
Vi mødtes lykkelig!

„Hvad vil Du?" spurgte Pigen
Med hendes Røst saa sød;
Jeg følte Hjertets Stigen,
Blev bleg og atter rød.

Her stod vi nu tilsammen,
Mit Bryst slog Slag i Slag,
Jeg spurgte med lidt Stammen:
— „Hvad skriver vi i Dag?" -

Men ak! Naturens Datter
Forundret paa mig saae,
Tilsidst hun brast i Latter,
Hun løb og lod mig staae.

Hvo gier mig her Forklaring?
Jeg troer, jeg bliver stum.
Nu veed jeg af Erfaring,
At Kjærlighed gjør dum!