Det er en yndig Tid, naar Vaaren blid sig nærmer,
Og Blomsten staaer i Pragt,
Og Gartneren i Haven gaaer, mens ømt hans Haand beskjærmer
Den Spire, som er vakt.

Han færdes i det Haab, at moderlig Naturen
Vil modne Blomst til Frugt,
At Frøet, som blev kjærligt lagt med Omhu ned i Jorden,
Maa voxe rigt og smukt.

Beskjærm da her, o Gud! som for os Alle raader,
Et ungt, uskyldigt Bryst
Og giv det Kraft og Fromhed til at løse Livets Gaader
Til alle Hjerters Lyst!