Der er falden lidt Sne,
et tyndt drysset Flor,
som et Rimslør at se
om den mørkladne Jord.

Hvert Fodspor derude,
staar sort i det Hvide,
og ned over Rude
Tødraaberne glide,

en Markraage skriger
i Elmens Top,
Tungsindets Riger
lukker sig op.

Lad taage, lad briste
lad Sneen tø hen!
Der staar til det sidste
et Fodtrin igen.