Hun pegte paa sin Rygrad med en Gestus,
saa skødesløst, for flygtigt at betegne
den Sygdoms skælmske Art, som satte Heine
paa Aftægt i det mennesklige Kvæsthus.

Jeg suser over Rhinens duggraa Sletter
langt bort fra Køln — men ser endnu, hvor klog
hun stod bag Disken i sin dunkle Krog,
en af Provinsens strenge Henrietter.

Et Søsterslæng, hvis dømmende Forstand
skjuler en Sjæl, som intet mere mætter:
de delte gærne Mandens Sot og Brand,

ja røved gærne Døden dens Skeletter.
Og deres Tro, som ingen Frygt kan ave,
dækker med Savnets Vedbend alle Grave.